Equatorial Guinea
|
 |
||||
 |
|||||
 |
|||||
|
Befolkning: |
500.000 |
|
Valuta: |
CFA
francs |
|
Areal: |
28.050
Km2 |
|
Hovedstad: |
|
|
Befolkningstæthed: |
17,8 indb./Km2 |
|
HDI
placering: |
111 |
Landet:
Landet er delt op i en fastlands- og en ø-del. Der er tale om Bioko øerne (tidligere Fernando Pó
og Macías Nguema) samt Pigalu øerne (tidligere Annobón, Corisco, Elobey Grande og Elobey Chico), på ialt 2.034 km2.
Fastlandsdelen ligger ud til Guinea bugten (Río Muni, på 26.017 km2). Øerne har vulkansk
oprindelse og rummer meget frugtbare jorder. Río Muni er en kystslette dækket af tropisk regnskov og uden
naturlige havne. Der er tale om et af jordens mest fugtige og regnfulde lande,
hvilket begrænser afgrødernes art. Landets alvorligste miljøproblem er
anvendelsen af øen Pigalu som affaldsdepot for
giftigt industriaffald og stærkt radioaktive affaldsstoffer.
Folket:
Befolkningen er overvejende bantu'er. På øerne er der endvidere indvandret folk
fra Nigeria (iboer og efik), der har underlagt sig den
oprindelige bubi befolkning. I Río
Muni tilhører flertallet de etniske grupper fang og ndowe. Under Macías'
regime emigrerede næsten alle europæere og en tredjedel af lokalbefolkningen.
Religion:
Overvejende kristne på øerne. I Río Muni praktiseres traditionelle afrikanske religioner.
Sprog:
Spansk (officielt) og samtidig det dominerende. I Río
Muni tales der endvidere fang og på øerne bubi, ibo og engelsk.
Politiske partier:
Partido Democrático de
Guinea Ecuatorial (Ækvatorial Guineas Demokratiske
Parti, PDGE), landets enhedsparti ledet af Obiang Nguema Mba Nzago.
Coalición Democrática de Oposición (Oppositionens Demokratiske Koalition, CDO). Plataforma de Oposición Conjunta (Oppositionens Fællesplatform, POC).
Officielt navn:
República de Guinea Ecuatorial.
Administrativ inddeling:
4 fastlands-regioner og 3 ø-regioner
Hovedstad:
Malabo på øen Bioko, 50.000 indb.(1995).
Andre vigtige byer:
Bata, 24.300 indb. (1983).
Regering:
Teodoro Obiang Nguema Mba Nzago
er siden 1979 præsident og statschef. Regeringen har 44 medlemmer. Parlamentet
har ét kammer: Folkets Repræsentantkammer med 80 medlemmer der vælges hvert 5.
år.
Nationaldag:
12. oktober (Uafhængighed, 1968)
Væbnede styrker:
1.320 (1996)
Omkring det 13. århundrede slog folkene fang
og ndowe sig ned i det område, der i dag kendes
som Río Muni. De fordrev
pygmæ befolkningen (bayele), som der i dag kun findes
små grupper af. Fang og ndowe folkene spedte sig også til øerne, der i det 15. århundrede blev
betegnet som «tæt befolkede».
Efter opdelingen af Afrika i kolonier, kom Río Muni sammen med øerne til at hedde Ækvatorial Guinea.
Portugiserne, hollænderne og englænderne gjorde ndowe
folket til sine allierede og mellemhandlere i slavehandelen, mens fang folket der ikke kendte til slaver
trak sig tilbage til junglen, overbeviste om at europæerne var menneskeædere.
Portugals konger opfattede sig som herrer over Ækvatorial Guinea og overdrog
med San Ildefonso og Pardo
traktaterne i 1777 og 78 distriktet Biafra, mod at få
retten til de spanske områder i det sydlige Brasilien. Alligevel stredes de om
øerne, der i stedet i første omgang blev besat af franskmænd og briter, indtil Storbritannien
overtog det fulde herredømme og grundlagde de første byer. De gjorde frigivne
slaver til deres agenter og var dermed med til at oprette en ledende klasse,
som fortsat eksisterer i dag.
I 1843-58 generobrede Spanien militært området og dets «rettigheder» blev
anerkendt. Kakaoen, kaffen og tømmeret blev landets økonomiske
omdrejningspunkt, men det blev styret langt borte fra og ikke særlig effektivt.
Under den spanske borgerkrig
i 1936-39 støttede kolonisterne general Franco, og denne gav dem efterfølgende
nærmest total magt over landet. Admiral Carrero
Blanco - Francos premierminister - ejede Ækvatorial Guineas største
kakaoplantager.
Fra 1963 fik kolonien en form for intern autonomi, der tillod eksistensen af
3 legale politiske organisationer: MONALIGE (Movimiento
Nacional de Liberación de
Guinea Ecuatorial, Ækvatorial Guineas Nationale
Befrielsesbevægelse), MUNGE, (Movimiento de Unión Nacional de Guinea Ecuatorial, Ækvatorial Guineas Nationale Unionsbevægelse)
og IPGE (Idea Popular de
Guinea Ecuatorial, Ækvatorial Guineas Folkeidé). Imens øgedes det internationale pres på Spanien,
der blev tvunget til at anerkende Ækvatorial Guineas selvstændighed, der blev
proklameret den 12. oktober 1968.
IPGE's leder, Francisco Macías
Nguema overtog efter selvstændigheden præsidentposten
i en koalition mellem IPGE og to vigtige afskallede grupper fra MUNGE og
MONALIGE, der var opstået under kampen for selvstændighed.
Knap 1 år efter magtovertagelsen indledte Macías
en voldsom undertrykkelse af oppositionen, under påskud af et formodet
statskup. Tusinder blev sendt i fængsel, myrdet eller forsvundet og 160.000
sendt i eksil. Mens Amnesty International
fordømte forsvindingen af to-tredjedele af Nationalforsamlingens medlemmer,
optrappede Macías Nguema
undertrykkelsen: alle politiske partier blev opløst og erstattet med Partido Unico Tradicional
de los Trabajadores (Arbejdernes traditionelle
Enhedsparti, PUNT). Han erklærede sig for præsident på livstid og øverste lærer
indenfor folkeundervisning, videnskab og kultur. Organisationen «Ungdommen på
march med Macías» havde ansvaret for terrorens
udfoldelse, og den strakte sig til katolske præster og protestantiske missionærer.
I august 1979 gennemførte oberst Teodoro Obiang Mba Nzago
et statskup. Han var præsidentens nevø og bragte dennes personfikserede magt
til ende. Macías blev efterfølgende henrettet for
«forbrydelser mod menneskeheden».
Der indledtes en periode med forfølgelse, tilfældige anholdelser og
korruption, der i virkeligheden blot var en fortsættelse af den tidligere
regerings repressive praksis. I august 1982 gennemførtes parlamentsvalg, men
der var kun én liste, bestående af kandidater fra regeringspartiet. I eksil
opbyggedes Den Nationale Alliance for Demokratisk Genopbygning, der uden større
held forsøgte at etablere forbindelse til Obiang.
I juni 1986 optrappede regimet tilbageholdelserne på baggrund af et
kupforsøg, i hvilket vicepremierministeren, Fructuoso
Mba Onana var involveret.
Teodoro Obiang meldte
sit land ind i Centralafrikas Økonomiske og Toldmæssige Union (UDEAC) og
knyttede landets valuta - ekwele
- til centralbankerne i regionen. Skridtet blev opfattet som en styrkelse af
forbindelserne til den vestlige verden, og førte til en drastisk reduktion i
bistanden fra Sovjetunionen og Østtyskland. USA, Frankrig og Spanien
kontrollerede de vigtigste jernminer, oliekilder og tømmerproduktionen.
Samtidig sendte Marokko tropper
for at garantere den nye regerings sikkerhed.
I juni 1988 blev Teodoro Obiang
genvalgt. Han forsatte gennemførelsen af IMF's politik.
Fonden havde givet et lån på 16 millioner dollars til forbedring af de
offentlige investeringer, reform af bankvæsenet og øgning af væksten. På et
møde med långiverne i november 1988 fik regimet lovning på yderligere 58
millioner dollars i international bistand over de følgende 3 år.
I september 1988 besøgte Teodoro Obiang Frankrig, hvilket medførte en tilnærmelse mellem de
to lande, og senere søgte Ækvatorial Guinea om optagelse i de francofone landes sammenslutning. Samtidig
lykkedes det præsidenten at få eftergivet en tredjedel af landets gæld til
Spanien.
Samtidig fortsatte repressionen. I september 1988 blev to officerer
henrettet, beskyldt for at have konspireret mod regeringen. Næsten samtidig
blev oppositionslederen José Luis Jones tilbageholdt,
da han vendte hjem til sit land.
I juni 1989 blev Obiang genvalgt, i et valg hvor
kun regeringspartiet havde ret til at deltage. Den hidtidige politiske linie
fortsattes derfor.
I begyndelsen af 1991 stiftedes i Gabon, Coordinadora Democrática de los Partidos de Oposición
(Oppositionspartiernes Demokratiske Koordinering, CDPO), og i maj myrdedes en
af oppositionens vigtigste ledere, Feliciano Moto.
I begyndelsen af 1992 udstedte regeringen en generalamnesti. Loven om
politiske partier forbød de partier, hvis grundlag var «stammemæssigt,
regionalt eller provinsmæssigt», og krævede at der betaltes 158.000 dollars for
legaliseringen af et parti. Endvidere blev det krævet af præsidentkandidater,
at de havde opholdt sig de foregående 10 år i landet, hvilket udelukkede alle
de, der havde været i eksil.
Trods forhindringerne blev 10 politiske partier legaliseret i starten af
1993. I samme periode udsendte FN en rapport, i hvilken den systematiske
overtrædelse af oppositionspolitikernes basale rettigheder blev skarpt
kritiseret.
FN beskyldte endvidere Obiangs regering for at
være indblandet i det mislykkede attentatforsøg mod USA's ambassadør, John
Bennett, efter at det nordamerikanske udenrigsministerium havde kritiseret de
illegale fængslinger, tortur og chikane i landet.
Løsladelsen af alle politiske fanger i slutningen af marts blev indskrevet i
den Nationale Demokratiske Pagt, som regeringen sammen måned underskrev med Den
Fælles Oppositionsplatform - en koalition bestående af 10 legale politiske partier,
der var blevet dannet i november 1992.
I slutningen af 1993 blev der gennemført parlamentsvalg, hvis legitimitet
blev draget i tvivl af internationale iagttagere. Ifølge de officielle
resultater fik regeringspartiet 68 af parlamentets 80 pladser. Efter at Spanien
i januar 1994 havde fået udvist sin konsul fra byen Bata,
halverede landet sin bistand til Ækvatorial Guinea.
I marts 1995 blev lederen af det oppositionelle parti Fremskridtspartiet, Severo Moto idømt 2½ års fængsel
for ifølge anklageskriftet at have givet en politimand bestikkelse, og for at
have skadet Obiangs «anseelse». I april blev Moto atter dømt, denne gang til 28 års fængsel for
forræderi og konspiration. Dommen blev fordømt af de vestlige lande - især
Spanien.
I juli blev flere medlemmer af Biokos Bevægelse
for Selvbestemmelse (Movimiento para
la Autodeterminación de Bioko)
arresteret. Bioko er en af de øer, der tilhører
Ækvatorial Guinea. I et klima af beskyldninger om vilkårlige arrestationer og
tortur udskrev regeringen præsidentvalg til afholdelse i starten af 1996. I
februar - kort før valget - opløste regeringen Oppositionens Fællesplatform og
tilbageholdt flere af dens medlemmer. Valget den 25. februar blev vundet af Obiang med 99% af stemmerne.
Oppositionen karakteriserede det som en «farce».
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har modtaget
mange rapporter om tilbageholdelser af politiske årsager, tortur og mord - på
bl.a. præsteelever og soldater beskyldt for at konspirere mod regeringen.
Sikkerhedsstyrker tilbageholdt i januar 1998 hundredevis
af medlemmer af Bubi folket, der bor på øen Bioko. De blev beskyldt for at have angrebet
militærinstallationer og for at tilhøre Biokos
Bevægelse for Selvbestemmelse. Ifølge Amnesty International blev de
tilbageholdt alene pga. deres etniske tilhørsforhold.
Obiangs premierminister, Angel Serafín
Seriche Dougan trak sig som
forudset i starten af hans mandatperiode tilbage fra posten, og præsidenten
dannede i begyndelsen af 1998 en ny regering. I september 1999 blev
generalsekretæren for oppositionspartiet Convergencia
para la Democracia Social
(CPDS) arresteret. Han blev senere løsladt, men sat under overvågning og
beskyldt for at konspirere mod regeringen.
I marts 2000 kritiserede Amnesty International, at mindst 50 af bubi fangerne på Bioko øen
i Malabo var blevet sendt bort med ukendt bestemmelsessted. Ifølge
menneskerettighedsorganisationen blev skridtet taget for at skade fangerne
fysisk og mentalt.
Statistik
Demografi
|
|
|
|
|
|
|
mio. |
(2000) + |
||
|
|
mio. |
(2015) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(2000) + |
||
|
|
% |
(2015) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(2015) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(2015) |
||
|
|
år |
(2000) + |
||
|
|
år |
(2000) |
||
|
|
år |
(2000) |
||
|
Sandsynlighed ved fødsel for, at en kvinde bliver 65
år (1995-2000): |
|
% |
(2000) |
|
|
Sandsynlighed ved fødsel for, at en mand bliver 65
år (1995-2000): |
|
% |
(2000) |
|
|
|
|
(2000) + |
||
Sundhed
|
|
|
|
|
|
|
‰ |
(2000) + |
||
|
Børnedødelighed blandt børn under 5 år (blandt
levendefødte): |
|
‰ |
(2000) + |
|
|
|
%
af samlede befolkning |
(2001) |
||
|
HIV/AIDS blandt voksne kvinder (antal tilfælde
blandt 15-49 årige): |
|
|
(2001) |
|
|
|
|
(2001) |
||
|
|
pr.
100.000 |
(2000) |
||
|
|
pr.
100.000 |
(1999) |
||
|
Adgang til ordentlige sanitære forhold (andel af
befolkningen): |
|
% |
(2000) |
|
|
Adgang til ordentlig drikkevandsforsyning (andel af
befolkningen): |
|
% |
(2000) |
|
|
|
|
(1999) |
||
|
|
%
af BNP |
(1990) |
||
Uddannelse
|
|
|
|
|
|
|
% |
(2000) + |
||
|
|
% |
(2000) + |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
%
af BNP |
(1997) + |
||
|
Offentlige udgifter til uddannelse - andelen af
regeringens samlede udgifter: |
|
% |
(1997) + |
|
Kvinder
|
|
|
|
|
|
|
%
af alle |
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
Første gang kvinder blev valgt (V) eller udpeget (U) til parlamentet: |
|
|
(2002) |
|
|
|
|
(2002) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(1998) |
||
|
|
% |
(1998) |
||
|
|
% |
(1998) |
||
|
|
% |
(1998) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
|
(2000) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
Økonomi
|
|
|
|
|
|
BNP: |
|
mia.
US$ |
(2000) |
|
|
|
mia.
PPP |
(2000) |
||
|
|
PPP
|
(2000) |
||
|
|
US$ |
(2000) |
||
|
|
US$ |
(2000) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
% |
(2000) |
||
|
|
PPP
|
(2000) |
||
|
|
|
(2000) |
||
|
|
%
af BNP |
(2000) + |
||
|
|
%
af BNP |
(2000) + |
||
|
|
mio.
US$ |
(2000) |
||
|
|
US$ |
(2000) |
||
|
|
%
af BNP |
(2000) + |
||
|
Nettotilgang af udenlandske investeringer (FDI, Foreign
Direct Investment): |
|
%
af BNP |
(2000) + |
|
|
|
mio.
US$ |
(1998) |
||
|
-: |
|
US$
pr. indb. |
(1998) |
|
|
|
%
af BNP |
(2000) + |
||
|
Samlede udgifter til renter og afdrag på udlandsgælden - i procent af
eksportindtægterne: |
|
% |
(2000) + |
|
|
|
Tons,
metrisk |
(1998) |
||
|
|
|
(1998) |
||
Kommunikation
|
|
|
|
|
|
|
pr.
1000 mennesker |
(2000) + |
||
|
|
pr.
1000 mennesker |
(1990) |
||
|
|
pr.
1000 mennesker |
(2000) + |
||
|
|
pr.
1000 indb. |
(1997) + |
||
|
|
pr.
1000 indb. |
(1996) |
||
Energi/miljø
|
|
|
|
|
|
|
metriske
tons |
(1998) + |
||
|
|
% |
(1998) |
||
|
|
%
årligt |
(1990) |
||
|
|
%
af landets samlede overflade |
(1993) |
||
|
|
%
af landets samlede overflade |
(1993) |
||
|
|
(%
af landets samlede areal |
(1993) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
Har ratificeret (R) eller blot underskrevet (u) konventionen om
klimaforandringer: |
|
|
(2002) |
|
|
Har ratificeret (R) eller blot underskrevet (u) Cartagenaprotokollen
om Bio-sikkerhed: |
|
|
(2002) |
|
|
Har ratificeret (R) eller blot underskrevet (u) konventionen om
biodiversitet: |
|
|
(2002) |
|
Samfund iøvrigt
|
|
|
|
|
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2000) + |
||
|
|
% |
(2002) |
||
|
|
km2 |
(2000) |
||
|
|
|
(2000) |
||
|
|
|
(2000) |
||
|
|
|
(2000) |
||
|
|
|
(2000) |
||
Aftaler
|
|
|
|
|
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
Ratificering (R) af Konventionen om børns Rettigheder (1989), eller
blot underskrift (u) af denne: |
|
|
(2002) |
|
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |
||
|
|
|
(2002) |