4. april 2004

Så er det så småt ved at blive søndag aften. Klokken er halv seks så vi har lige en times solskin tilbage. Vi har ellers haft en rigtig god dag allerede. Igår aftes tog vi ud og spise på Pizza Mar som ligger rigtig flot, bygget 20-30m ud over havet så man sidder med vand til tre sider og under sig. Efter en dejlig middag tog vi en taxa ud til Bar Arayta ude i slummen. Som sædvanlig var blandingen af gæster 50/50 - mellem folk fra firmaet og alle andre. Det var nu fint nok. Efter et stykke tid tog vi en ny taxa ind til Behirut eller Discoteca la Salsa som det vist hedder nu. Her skete dog ikke så meget, der var en del amerikanere og ikke så mange lokale. Vi kom hjem ved totiden. Jeg vågnede som sædvanlig kl. 7 men tvang mig selv til at sove helt til kl. 9. Efter en stille og rolig søndag-morgens-opvågning, kørte Anders og jeg afsted i bilen for at opleve noget lidt mere spændende af vores fine by. Vi kørte lidt rundt og kiggede, og efter et stykke tid tog vi os mod til at få taget et par billeder. Man stiller sig ikke bare op på åben gade og knipser løs, hvis man har sit liv kært. Vi fik da taget nogle inde fra bilen, men det er altså svært at tage billeder mens man kører - uden nogen må se det. Men der kom da alligevel en del gode billeder ud af det. Vi kom ind i et område uden veje og uden hvide mennesker, kun en masse slumhytter. Det var meget spændende at se noget anderledes end det vi plejer at køre rundt i. Men jeg var dog ikke helt tryg ved at køre rundt der. Vi 'blancos' er ikke lige populære alle steder her i landet. Til sidst kørte vi ud til byggepladsen men der var ikke særligt mange, så vi ville prøve at køre ud til en ny bar, der ligger på stranden godt en halv kilometer syd for pladsen. Vi ville køre ad stranden, men da det var højvande kunne vi ikke rigtig være der. I tredje forsøg lykkedes det at få firehjulstrækkeren hevet op fra strandens lumske sand. Vi kørte hele vejen uden om byggepladsen og kom til sidst til en vej, man skulle gøre sig stor umage for at kunne se. Efter nogle hundrede meter nåde vi frem til Roca Mar, den nye strandbar. Der var allerede knap ti folk fra firmaet men ellers kun libanesere. Det var simpelthen paradis at sidde derude. I rigtig rigtig flot natur, lige ned til vandet - og i fred og ro. Vi kunne dog ikke blive så frygtelig længe for vi skulle ind og køre taxa for Ivan, der skulle til tennis. Nu er vi kommet hjem. Og nu skal vi snart i seng, sådan en weekend i Afrika går hurtigt! På torsdag flyver vi til Libreville, Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Kan I have det godt derhjemme. Vi snakkes ved.

Eigil