31. marts 2004

Hej alle sammen derhjemme!

Jeg hører, det er ved at være rigtigt forår. Det lyder da dejligt, jeg kan nu kun huske det grå og regnfulde Danmark, jeg fik et sidste glimt af for 78 dage siden. Når jeg kommer hjem er det blevet sommer - jeg håber jeg kan holde varmen i det Danske sommervejr. Her er det regntid, men det er nu alligevel temmelig varmt for det meste. Engang imellem blæser det op og så begynder det at regne, og det regner rigtig meget. En dag vi kørte hjem begyndte sådan et regnskyl. Da vi skulle sættes af ved vores lejlighed stoppede vi bilen midt ud på vejen for ikke at skulle stå af ude i vejkanten hvor vandet flød ned af vejen i knap 20 centimeters dybde. Midt på vejen var der vel kun en centimeter eller to. Jeg satte foden ned - og vandet sprøjtede op omkring mig. Efter to sekunder var min sko fuldstændig gennemblødt. - Nu røg strømmen (for en gangs skyld) - Nå men mine sko har faktisk været våde lige siden - og det er et par uger siden. Det er meget varmt her, men også meget meget fugtigt.

Ellers går det såmænd fint hernede. På byggepladsen er vi blevet færdige med beboelseshusene og kontorbygningen, og en masse amerikanere er flyttet ind. Nu er vi ved at bygge deres Recreation Center med swimming pool, squash court, tennis courts, fitness, cinema og jeg ved ikke hvad. Derudover har vi en masse servicebygninger og civil works - veje, landskab osv.
Der er ikke noget tilsyn fra bygherrens side mere for de blev smidt ud af landet, så det kører lidt anderledes i min lille kvalitetssikringsafdeling.

Idag har vi lige haft fransk - og lært passé composé! Jeg var ellers begyndt at gå til spansk, men efter jeg havde været der tre gange gad de andre ikke rigtig mere. Nu er Ivan og jeg begyndt at have fransk tre gange om ugen. Jeg ville egentlig hellere ha spansk når det nu alligevel er det jeg er begyndt at lære - og det snakker de fleste hernede, men et ekstra sprog er vel også okay.
Imorgen tidlig skal vi ud og træne på pladsens hjemmelavede gym. Vi kører kl. 5, så det er kun for de morgenfriske.

Til påske har vi fri hele tre dage i træk. Vi ville egentlig gerne have været nede på en lille ø nede ved Gabon. Men så rykkede der vist militær ind og ville besætte øen. Så tænkte vi på at tage over til hovedstaden (som ligger på en ø ca. 300 km herfra), men der er en del problemer lige for tiden med alt det her kuphalløj. Men nu har vi lejet et fly og tar til Libreville, hovedstaden i Gabon, og bor på femstjernet luksushotel. Det er svært at forestille sig nogetsomhelst luksuriøst hernede, men det skulle være internationale stjerner - så det er bedre end det fine SAS-hotel hjemme i Århus..
For ti år siden var Libreville verdens anden dyreste by, kun overgået af Tokyo. Jeg håber det har ændret sig lidt, men det skulle vist være ret dyrt dernede. Her i landet stiger priserne også 25-30 % om året, så det er noget mærkeligt noget med økonomien hernede. Så megen rigdom og så alligevel ikke.
Jeg glæder mig meget til at komme afsted på turen - ud at flyve og bo på luksushotel!

Selvom vi er langt væk kan man altså få mange sjove ting hernede: Harboe øl, Ceres Stowt, leverpostej fra Vejle og det guineanske landshold spiller i Hummel-trøjer.

Nu er klokken kvart i ni og jeg må videre i livet (altså i seng), ha det godt derhjemme.

Kærlig hilsen Eigil