Hej!

Så kommer den første rigtige mail hernedefra. Det er nu søndag aften og jeg har snart været her en uge. Alligevel har jeg næsten ikke nået at skrive nogle mails.

Sæt dig ned og læs brevet i ro og mag eller vent lidt for jeg skriver en del.

Rejsen herned

Vi fik sagt fint farvel til familierne ude i Tirstrup. Vi var fem med flyet til Kastrup, hvor vi langt om længe fandt vores ’Quality Airport Hotel Dan’. Hotellet var rigtig fint, men der stod den ’lille pakke’ ekstra håndbagage, vi var blevet advaret om af firmaet. Den fine lille pakke bestod af to kufferter på hhv. 29 og 32 kg.

Tirsdag morgen kl. 6:00 var al bagagen checket ind og vi havde absolut ingen ventetid før vi blev kaldt til gaten. Turen fra Kastrup til Zürich skulle foregå i et endnu mindre fly end fra Tirstrup til Kastrup. Det var dog et fint fly og vi nåede ret hurtigt til Zürich. Det regnede kraftigt i Schweiz og indflyvningen var så turbulent som ingen af os havde prøvet før. Den søde lille Hella på snart tre år, som sad på sædet foran, kunne ikke holde på den netop dyrt indkøbte morgenmad. Efter en hård landing kunne vi stige ud og blev kørt til terminalen. Efter en rask gåtur ud til gaten havde vi ca. to minutter før vi blev kaldt ud til flyet mod Malabo. Flyet til Afrika var stort og meget luksuriøst. God plads til benene og en lille skærm og hovedtelefon til hvert sæde. Her sad vi og så lidt forskellige film eller spillede et af de mange computerspil.

Efter en seks timers tid ankom vi til Malabo, hovedstaden i Guinea Equatorial. Der var desværre overskyet ved indflyvningen, men det var meget mærkeligt at se bønder gå og høste lige ved siden af landingsbanen, praktisk taget under vingerne.

Efter en række tilfældige sikkerhedstjek blev vi modtaget af en udsending fra firmaet, dvs. en dansker som stod udenfor hvor vi ikke kunne se ham, og fire lokale som kom ind og snuppede vores pas og bagage inden vi nåede at sige noget til det. Det var ikke så rart at stå der uden noget som helst, men vi fandt snart ud af at alting var i orden da vi mødte ham udenfor. Han sagde ’Velkommen til helvede!’ og så var vi kommet til Afrika. Hjemmefra havde vi fået at vide at vi højst sandsynligt skulle sove i Malabo og først flyve næste dag, men pludselig stod de og vejede vores bagage ind igen. Så vi skulle nok videre med det samme. Efter at en del penge havde skiftet hænder i al hemmelighed (men dog meget åbenlyst), stod vi i en afgangshal. Der findes to gates i Malabo international Airport, to forskellige døre som meget meget lille mellemrum ledte ud til det samme sted på landingsbanen. Vi var på det tidspunkt ret beklemte ved det hele, for vi havde ingen billetter – kun en bagagekvittering – og ingen vidste hvornår flyet skulle gå.

Efter en halv times tid blev der dog åbnet en dør og vi begyndte at gå ud mod et fly.

Så kom så den store udfordring: Vi skulle gå op ad en trappe og ind i bagenden af et lille fly. Der var helt mørkt, og man gik gennem bagagerummet med diverse bildele og bagage smidt over det hele. Inde i flyet fandt vi et par pladser, eller stole eller hvad det nu var. Det var et russisk YAK40 med nogle flere år på bagen end jeg. Alt stod på russisk og piloterne var russere. Her var intet safety check, for der var ikke rigtig nogen safety ombord i den lille jetmaskine. Vi kender heller ikke det der med at man bare sidder på skødet af hinanden når der nu ikke er pladser nok. Jeg har aldrig været så bange som da vi lettede! Flyet hoppede nogle gange så voldsomt at man næsten besvimede. Jeg sad lige foran en nødudgang, en meget utæt nødudgang! Når vi fløj igennem en sky kom den indenfor, og det var mildest talt pisse koldt. Det var en meget lang 45 minutters flyvetur! Til sidst kom vi dog ned igen.

I Bata blev vi mødt af en udsending fra Pihl. Det var rigtig godt, for hun vidste lige hvem man skulle betale for at komme igennem tolden med sin bagage i behold.

Vi blev indkvarteret hos en mekaniker som tog os med ud at spise en ganske fin middag på Hotel Panafrica. Vi kom hjem til vores værelser sent om aftenen efter en meget lang rejse, og næste morgen klokken lidt i seks tog vi på byggepladsen.

Byggepladsen

Det er en meget spændende byggeplads. Vi bygger en lille by, et lille stykke Amerika godt pakket ind bag pigtråd. Der bygges for et amerikansk oliefirma som har en boreplatform liggende et sted ude i Atlanten.

Man må sige at vi blev kastet hurtigt ud i det, vi fik en rundtur på pladsen og efter et lille møde med cheferne var vores respektive ingeniørroller fordelt.

Ivan skal arbejde med lagerforvaltning, logistik og materialer og jeg skal arbejde i Quality Control. Lige nu virker det meget uoverskueligt men vi skal da nok få det lært. Allerede efter de første fire dage på arbejde har man lært en hel masse om projektet.

Jeg har fræset rundt i en firehjulstrækker på byggepladsvejene der er ’lidt’ ujævne og ellers gået rundt og kvalitetssikret arbejdet. Man kan sige at det er et lidt trist arbejde fordi man skal gå rundt og spille bussemand og kun koncentrere sig om det der ikke er godt nok. Men jeg tror helt sikkert det bliver spændende. Fejl og mangler er der nok af, så vi skal nok blive holdt beskæftiget. Projektet skulle have været afleveret allerede i september, men en lang række problemer har forhindret arbejdsgangen. Lige nu går vi f.eks. og venter på fyrre tusinde mursten, som vist er strandet i Elfenbenskysten. De lokale hernede har et meget afslappet forhold til det med at arbejde. Det er ret frustrerende. Ellers er det godt på arbejdet, jeg har allerede haft flere opgaver selv og er således blevet kastet ud i mange udfordringer.

Boligforholdene

Mekanikeren var en rigtig flink fyr at bo sammen med men han havde ingen aircondition på vores værelse, så jeg fik ikke sovet meget de første par nætter. Nu går I nok og tænker på hvor dejligt det må være at rende rundt hernede i varmen, men her er meget meget fugtigt. Man bliver fuldstændig gennemblødt af at være udenfor.

Jeg har lige fået en mail fra Stine hvor hun fortæller at de har fået lukket hullerne i køkkenskabene, så musen ikke kan komme ind. Da vores husvært en dag prøvede at sætte en musefælde op, sad der ikke mindre end seks mus i den næste dag. De pilede rundt over gulve og det hele. Der var nu så mange andre ting at tænke på, så det gjorde ikke så meget. Huset var meget fint, men der var ingen håndtag eller noget som helst på dørene, meget mærkeligt. Der er nu så mange ting hernede, man ikke lige kan se logikken i - men som vi siger hjemme i skolen: Der er nogle ting man ikke skal forstå, men bare må acceptere. De ting er der rigtig mange af her.

Man skal tidligt op om morgenen hernede, omkring halv seks – og så er det altså ikke rart at have naboens hane rendende rundt udenfor når den mener vi skal op allerede ved tretiden. En morgen regnede det også så meget at vi ikke fik sovet længere end til klokken fire.

Nu er vi flyttet ind i byen, til Pharmacia, hvor de andre praktikanter og en anden fra firmaet bor. Her er aircondition som virkelig er en god ting. Lige nu sidder jeg dog og er ved at gå til over at høre på den infernalske larm anlægget laver.

Ivan og jeg bor begge to på husets mindste værelse. På torsdag rejser Peter dog hjem og vi kan få hver vores værelse, det bliver godt.

Vi har eget badeværelse med en meget fin dør med håndtag og det hele. Der er så godt nok bygget en håndvask så døren ikke kan lukkes. Sådan er der så meget her.

Der bliver gjort rent hver dag undtaget søndag. Rengøringsdamen foretager en meget overfladisk rengøring men vasker også op, vasker vores tøj og stryger det. Det lyder umiddelbart meget luksuriøst, men jeg tør slet ikke forestille mig hvordan her ville se ud, hvis vi selv skulle gøre alt det når vi kommer hjem ved syvtiden om aftenen.

Vi får gode penge til at leve for, men alting er faktisk også ret dyrt. Man spiser godt på restauranterne, i hvert fald nogle af de få udvalgte. I supermarkedet kan man få Ceres Stout, og overalt serveres Carlsberg. En dag vi sad på en lille lokal bar lagde jeg pludselig mærke til at de lokale sambarytmer i højttaleren faktisk kom fra en Shubidua-CD. På diskoteket hørte vi Safri Duo. Verden er lille!

Lørdag aften var vi til afskedsfest for Peter der rejser på torsdag. Vi startede ud på Acropole hvor vi spiste med Peter, den anden praktikant Henning, Liborio, Antonio, Bonifacio, Elias, Julian, Theresa og nogle flere jeg ikke lige kan huske. Efter et stort måltid kørte vi alle tolv videre i Antonios minibus der lige manglede skydedøren, et stort vindue og andre småting. Jeg sad oppe på bagageboksen på taget meget af turen. Vi kørte til et fint lille diskotek i en baggård ude i slummen. Her var rigtig pænt og meget rent.

Så blev der danset igennem til Safri Duo, Dr. Alban og en masse lokal musik. Det var rigtig fedt at være i byen med de lokale, og det var meget gang i dem. Efter nogle timer kørte vi videre med bussen til et diskotek der ligger lige et par hundrede meter fra hvor vi bor. Jeg holdt dog kun nogle timer før jeg måtte hjem i seng. Nu nævnte jeg før at alting er meget dyrt, nogle ting er dog ret så billige; man kan få en flaske gin for lige over 15 kr. og en pakke smøger koster ca. en femmer.

Da vi vågnede i morges, søndag, var strømmen gået og så var vi uden aircondition og vand. Ret irriterende. Strømmen kom dog igen efter nogle timer men det varede dog ikke længe. Nu er den her igen, gad vide hvor længe det varer.

Søndag er vores ugentlige fridag, men de fleste mødes dog ude på byggepladsen. Der har vi også været hele dagen og sejlet i speedbåd og ligget på sådan en ring efter speedbåden, rigtig fedt! Ellers blev der spillet volleyball, fisket og badet. Stranden er rigtig lækker, vandet er dejlig varmt og der er ren sandbund.

Nu er klokken ved at være mange og jeg vil så småt se at komme i seng.

Jeg savner jer alle sammen derhjemme, men jeg har det nu godt hernede og tiden går rigtig hurtigt. Der skal nok komme nogle perioder hvor jeg bare vil hjem, det er jeg slet ikke i tvivl om, men lige nu ser jeg lyst på det hele.

Ha det rigtig godt, håber I skriver nogle mails, helst til eigilhasling@email.dk

Kærlig hilsen Eigil